En anarkafeministisk veganerkat
Sjovt nok har jeg aldrig været offer for den store “skal-du-ikke-snart-have-børn-kampagne”. Jeg ved ikke om det er fordi at tanken om mig, i frivilligt selskab med børn, er totalt utænkelig for min omgangskreds, eller om de gruer for hvilken rædsel af en unge jeg kunne producere, med alle mine sære ideer og holdninger. Måske er det bare fordi de har indset at jeg alligevel er totalt kold i måsen og først reproducerer, når det passer mig.
Dvs når jeg finder en kæreste, der er helt vild efter at være gravid, mens jeg fletter hendes hår og holder hendes hånd og tænker “godt det ikke er MIG”.
Lige pt har jeg rigeligt i Veganerkatten. I morges myrdede hun et uskyldigt hvedestrå, som jeg egentlig syntes sad ganske fint og nydeligt i sin vase med tørrede kornblomster og sådan. Men Veganerkatten var ikke enig.
Min Jamie Oliver kogebog fik også et fur. Så kan man vel lære at sætte bøgerne på plads på hylden istedet for at lade dem ligge under sofabordet med fristende gule bogmærker hængende ud.
Og den eneste grund til at sidste billede overhovedet blev taget, er at jeg har købt nogen ekstremt velforede hjemmesko. For der blev ikke lagt poter imellem. Er du så færdig.
Gad vide om jeg har fejlet i opdragelsen et sted? Hvorfor er min kat så hensynsløs og voldelig! Hvorfor!
Nåja, hvad andet kan man forvente af en anarkafeministisk veganerkat.
