Græskartærte

I næsten et ÅR, har den fordømte dåse græskarmos fra USA ligget og gloet på mig. “Lav mig nu…” det er hvad jeg kalder langtidsholdbar mad. Men nu tog jeg mig altså sammen, og fik lavet det. Jeg brugte opskriften på dåsen… eller dvs jeg læste den, og gjorde så nogenlunde alt andet, end hvad der stod. Resultatet blev udmærket alligevel.
Okay det er løgn. Resultatet blev hammergodt, og græskartærte er nu min nye favorit. Damn!
Tærtebund
1½ dl mel
75 g margarine
1 spsk sukker
1 spsk vand
Margarinen gnides ud i melet og sukkeret tilsættes. Vandet hældes i og dejen æltes sammen, rulles ud og lægges i en 20 cm tærteform. Sættes i køleskabet en times tid. Prik bunden med en gaffel og læg bagepapir over, hæld vægt på i form af bønner eller ris, og blindbag 10 minutter ved 200 grader. Fjern bønner og papir og bag 5 minutter mere. Nu er den klar til fyld:
Græskarfyld
1 dåse (450 gram) græskarmos
1,5 dl hørfrøskum
1 spsk kanel
2 tsk ingefær
1 tsk kardemomme
2 dl sukker
1 brik soya eller havrefløde (230 ml)
Varm hørfrøskummet en anelse så det bliver helt flydende, eller brug det nylavet. Rør det godt sammen med græskarmosen. Tilsæt sukker og krydderier og til sidst fløden. Hæld i tærteformen og bag 15 minutter ved 200 grader, skru ned og bag 45 minutter ved 175 grader.