Mormors dyrevenlige æblekage
Alle der har en mormor, har smagt denne kage. Og hvis du sidder og tror, at det ikke gælder dig, så er det fordi du har glemt det.
Mormor + barnebarn = æblekage. Sådan er det bare! Så er det på plads.
Denne æblekage er vidunderligt dyrefri. Problemet er bare at alle mormødre ynder at læsse den til med flødeskum. Hvis du gør det, er den naturligvis ikke længere vegansk, du må konsultere din karma først og se om du har råd til en sådan udåd.
Egentlig kan man gøre det her meget meget nemt. Køb et glas æblemos og en pakke æblekagerasp. Læg lagvis i skål, lad det trække natten over i køleskab og spis. Men hvis du gerne vil lave noget, der har bare lidt substans, så koger du din egen æblegrød. Det er rørende nemt. Og så slipper du for E-numre og affaldsfrugt. Brug nogen gode æbler, gerne økologiske. Vælg et godt madæble, Golden Delicious er f.eks ikke lige sagen i sådan en ret her… faktisk har jeg dannet en forening der hedder “Forbyd Golden Delicious”. Hvis du vil være medlem så kontakt mig… nej brug f.eks Ingrid Marie eller Jonagold. Jonagold er min personlige favorit. Æblet skal have en ordentlig farve (rød-gul eller helt rødt) og så skal det dufte godt!
Æblegrød:
8 store dejlige æbler
½ til 1 dl sukker (rørsukker giver lige et pift)
Et drys muskatnød (ca 1/4 tsk)
En stang vanille
Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær i både. Snup en gryde og dæk bunden med en anelse vand. Bare en ½ cm. Smid æbler, ½ dl sukker og vanillestangen ned og tænd på medium varme. Hold godt øje, rør af og til, men lad være med at smadre vanillestangen. Når det koger, så skruer du ned på lav varme. Tilsæt muskatnød og rør rundt af og til. Og så er det bare at vente. Kogetiden afhænger helt af æblesort, men ca ½ time. Når det ligner æblegrød, så er det garanteret færdigt. Smag på det, tilsæt mere sukker hvis du synes. Fisk vanillestangen op, flæk den og skrab kernerne ud. Rør dem ned i æblegrøden alt efter hvor meget du synes der skal i. Husk at smage.
Tadaa! Hjemmelavet æblegrød, MEGET bedre end det man køber.
Så er der æblekageraspen. Jeg køber den færdiglavet – husk at tjekke ingredienserne hvis du er veganer, ellers er det næsten ligemeget. Men du kan også lave den selv, hvis der går helt mormor i den. Det laves af tørt (mælke og æggefrit) brød der knuses til uigenkendelighed og ristes på panden med sukker og plantemargarine.
Når æblegrøden er kølet helt af, skal kagen samles. Et lag grød, et lag rasp, et lag grød, et lag rasp, indtil skålen eller portionsglasset er fyldt op. Tynde lag rasp er en god ting… lad det trække natten over.
Næste dag kan du så hælde flødeskum på når dine venner ikke ser det – eller du kan lade være. Du kan også spise det med tofu is. Eller flødeis. Eller creme fraiche. Eller revet mørk chokolade.
Eller helt uden noget. Bare pas på mormor ikke hører om det.