Det hænder at folk æder svampe og hallucinerer at det er forsvarligt at spørge mig til råds om noget som helst. Hvilket er lidt af et sats, min generelle tåbelighed taget i betragtning, men jeg er altid glad for at udbrede min tvivlsomme visdom, så hvem er jeg til at sige nej? Så er folk også selv ude om det, altså.

Og det hænder hyppigere og hyppigere at folk vil vide hvordan man skriver en kogebog. Først var jeg ikke helt sikker på hvad man skulle svare på det. ”Kære Lotta-Bella. Du skal bare skrive den. Mvh Sif”. Men så gik det op for mig at det måske alligevel var meget praktisk hvis jeg kunne give lidt råd og tips på den coach-agtige måde, for der er stadig en eller anden aura af mystik omkring forfatterfaget. Og det er jo tåbeligt. At skrive er et håndværk, som så meget andet. Der er ikke nogen hemmelig forfatterklub. Jeg er i alt fald aldrig blevet inviteret. Det kan måske skyldes at jeg ikke er en rigtig forfatter.

Jeg har dog alligevel tilladt mig at skrive lidt gode råd om hvordan du kommer i gang med din bette kogebog. Det er ikke så struktureret, for det er bare sammenkastede tanker. Måske sætter jeg mig ned og skriver en rigtig artikelserie senere. Jeg har mit eget forlag, og har derfor selv udgivet alle mine bøger – jeg ved ikke om man ”skal” gøre tingene på en eller anden bestemt måde når man udgiver på andres forlag. Uanset vil jeg anbefale at du skider højt og flot på den slags. Vær lidt rebelsk. Det er så moderne.

Men altså: at skrive sin egen kogebog er en smuk ting. Hvad enten du er madblogger, amatørkok, hobbykonditor eller faglært, så er en kogebog en slags kulinarisk CV. Se mig. Se hvad JEG kan. Se hvad jeg elsker at spise.

Kogebøger er måske de eneste bøger – udover religiøse skrifter – der aldrig bliver forældede for alvor. Altså medmindre det er sådan noget spis-efter-din-blodtype-pis, men den slags crap falder ikke under kategorien ”kogebog” efter min ydmyge mening. Men rigtige kogebøger er små guldgruber af viden, teknikker, fortidens smagsløg og madkultur. Nogle af dem – f.eks “Le Cuisinier françois” af La Varenne (min helt!) – var endda med til at definere store dele af et helt lands køkken. Selv tusind år gamle kogebøger indeholder lækker mad – for hvis der er noget man har haft til fælles verden over op gennem historien, så er det glæden ved god mad. Det er først i moderne tid at vi er begyndt at synes at margarine, pulverbearnaise og pumpet kylling er acceptabel mad.

Det er her vi finder en kogebogs vigtigste opgave: at formidle madglæde. Det gælder især i disse internettider, hvor gode opskrifter ligger hulter til bulter rundt om på tusindvis af madblogs, hjemmesider, nyhedsmedier og så videre. Gode opskrifter er der masser af. Gode skribenter er straks sværere at finde. Det er her kogebogen har sin berettigelse. En god kogebog er inspirerende, den rykker ved folk, giver dem lyst til at lære nye ting. Den præsenterer teknikker og råvarer på en måde, så man straks får lyst til at lave al maden på én gang. Det er ikke sikkert det lykkes – læsere er jo generelt også bare nogle ukulturelle ignoranter! – men man kan sgu i det mindste prøve. Hvad skulle man ellers skrive for?

Da jeg besluttede mig for at verden skulle lide under min skrivetrang, startede jeg med at skrive opskrifter ned. Hver gang jeg fik en ide, skrev jeg den ned. Jeg gik konstant rundt med en notesblok, hvor jeg kunne skrive ideer. I dag kan man jo bare bruge en af de hersens overvurderede smartphones (sagde damen, der er kronisk limet fast til sin samsung galaxy. Men den er lyserød, så jeg er undskyldt).

Til sidst havde jeg ret mange opskrifter, så jeg begyndte at skrive dem ind i et dokument. Samtidig bagte jeg nærmest i døgndrift og tog 10 kg på. Jeg skrev og skrev, ordnede opskrifterne efter emne, gav dem sære navne og skrev små historier til hver opskrift. Mit mål var at udgive en bog, hvor instrukserne var så klare at enhver idiot kunne forstå dem, så jeg skrev også afsnit om teori og råvarer og grundopskrifter og så videre. Lige pludselig en dag var den færdig. Og det er jo sådan set den eneste måde at lave en kogebog: At sætte sig ned og skrive. Det er lidt som om folk glemmer den del, når de står der og forsøger at planlægge sig langt ned i helvede.

Lad være med det. SKRIV! For satan.

Men alligevel et par gode råd:

- Giv hver enkelt opskrift sin egen fil. Der er ikke noget værre end at forsøge at sidde og redigere et kæmpe dokument, der loader som en robåd uden årer når det er vindstille. Vent med at lægge filerne sammen til al teksten er på plads. Snak med trykkeriet om hvilken opsætning der er smartest. Start med en helt almindelig word-fil.

- Giv dig tid!

- Skal der billeder i bogen, og vil du tage dem selv, så sørg for noget ordentligt udstyr. Det behøver ikke være dyrt eller fancy at lave et hjemmestudie. Sørg for at studiet har en fast plads. Mit står på et 75×75 cm hvidt bord fra IKEA.

- … og køb et ordentligt kamera med et par ordentlige objektiver! Du kan ikke fotografere en kogebog med en iPhone. Mit favorit objektiv til studiefotos af mad, er et Nikon AF-S 50 f/1.4G. Canon har tilsvarende.

- Lav research. Både til bogens opbygning og til eventuelle billeder. Find billeder du kan lide og læg mærke til hvad der gør dem gode. Vinkel, farver, madens placering, service, farver… hvad kan du selv lide? Skriv din egen drømmekogebog! Der findes masser af bøger om madfotografering og plating (dvs styling af mad, der rent faktisk skal spises).

- Tag billederne undervejs. At stå til sidst og skulle knipse 200 billeder indebærer sjovt nok også at lave alle 200 opskrifter én gang til, og mand hvor det koster tid og penge. Og nerver.

- Gem for guds skyld bon’erne når du køber ind til kogebogen. Udgifterne kan som regel trækkes fra i skat. At lave en kogebog er så dyrt og giver så lidt indtjening at det ville være direkte åndssvagt at glemme det (gæt selv hvem der glemte det konstant). Husk at det kun kan gøres hvis det er rimelige udgifter og bogen sættes til salg. Ellers er det hobby og det kan man naturligvis ikke trække fra. Kontakt dit skattecenter hvis du er i tvivl!

- Allier dig med en god korrekturlæser. Jeg har været så svineheldig at et par af verdens sødeste veninder har gidet læse mine bøger igennem, og måske har du en pensioneret dansklæreronkel eller noget?

- Lad være med at være for pæn og poleret. Bøger må godt have personlighed. Basta.

Udgivelsen kan jeg ikke hjælpe med. Jeg har aldrig sendt noget ind til et forlag, men proceduren virker simpel nok: Send et udkast ind til en masse forlag og vent på at afslagene strømmer ind. Har du en god madblog, kan det være noget nemmere. Vil du have 100% kontrol over produktet, kan jeg anbefale at trykke bogen selv. Det kræver meget arbejde, en del viden om det rent tekniske (filformater og så videre) og man kommer selvfølgelig ikke så nemt ud til mange læsere. I alt fald ikke i starten. Men det er fedt, og jeg elsker det. Bor du i Århus Kommune, kan du få trykt små bøger på HUSET. Min mor arbejder der, så derfor er alle mine bøger naturligvis trykt der.

Forvent ikke at tjene ret mange penge på det de første par år. Er du god, skal det nok komme, men en bog skal skrives fordi du simpelthen ikke kan lade være. Ellers bliver den uautentisk. Uden sjæl. Ligesom meget af det kogebogslort, der står på boghandlernes hylder, med en storsmilende berømthed på forsiden, og en ghostwriter på lønningslisten. At skrive et et utaknemmeligt fag. Men det kan jo heldigvis sagtens kombineres med andre jobs, så du ikke er henvist til at leve af pasta i et iskoldt tagværelse mens du skriver dit Episke Værk.

God fornøjelse! Og husk at mine ord ikke er lov, selvom de jo ret basalt burde være det. Tag det du kan bruge, skyl resten ud i lokummet, og send mig en mail når din kogebog udkommer. Jeg vil nemlig gerne læse den.

Jeg skal ellers love for at der var run på pladserne til konditorsøndagen. Jeg får stadig mails fra folk, og jeg ville så pissemegetgerne have plads til jer alle. Jeg lover at holde flere konditorsøndage snart.

Indtil da kan I kigge på dette tomme fad og ærgre jer.

Vestkapel i Sankt Petri Kirke, Malmö

De siger alt er dyrere i hovedstadsområdet, og jeg kan kun sige at det i dén grad passer.

Da jeg boede i Århus, kostede en tur til Skanderborg den nette sum af 41 kr. Men tager du fra København skal du gudhjælpemig bløde 346 gode, danske brandbeskattede kroner! Og ikke nok med det, du skal også sidde i toget hele 3 timer, mod de sølle 14 minutter det tager fra Århus. Et tydeligt tegn på at DSB kører om hjørner med os, og får os til at sidde markant længere tid i toget, så vi kan bruge flere af vores surt tjente penge på elendig kaffe og gammel chokolade.

Til gengæld er det markant billigere at tage til Malmø. Go figure.

Nå men nu flytter jeg så. Til Nordsjælland. Efter sigende tæt på Whiskeybæltet, og det er jo lidt spændende, for sådan et har jeg aldrig set. Går de så bare rundt med store flasker single malt i et værktøjsbælte om livet? Hold kæft hvor er det sært mand, de er bindegale på Sjælland…

Kasserne er pakket (langt de fleste med diverse køkkenudstyr), katten har fået et godt hjem på landet og jeg har fået en vidunderlig lejlighed med altan, sol og fred. Om et par timer kommer Pernille Kagedåse med en bette flyttebil og så er det goodbye til Århus.

Okay, ikke helt, for min mor og de fleste af Kagedåserne bor her stadig, og der er jo også bistroen, hvor man stadig gerne må lave en bette bryllupskage til en heldig jyde. Og Moesgård og Den Gamle By og alle de ting, man aldrig har gidet se på mens man havde chancen, men som nu er HELT vidunderlige fordi man ikke længere har dem tæt på.

Tak for alle jeres gode forslag, tips og hjælp i boligjagten. Forvent blogging om kulturchok, S-toge og Hovedstadsområdets vidunderligheder. Overvejer næsten at ændre bloggens titel til “Anarkisten der kom ind med 4-toget”, men det lyder lidt for meget som en svensk krimi, og guderne skal vide at vi har nok af den slags allerede.

Vi ses på den anden side – af broen!