Det er hårdt at være livsnyder i disse moderne tider. God mad er en perversitet, en sjældenhed, en synd på lige fod med hor, mord og svenskerhår. De er elitære, disse gourmander. De er usolidariske. Det vides ikke mod hvem, men det er vistnok noget med socialklasse 5. Kaniner, tror jeg. Og bornholmerhaner.

Drister man sig til at spise animalsk fedt – dette unaturlige dræbernæringsmiddel, som mennesket har nydt i store mængder siden vi gik på to fødder i Afrika for 1 mio. år siden – er man egoistisk og døden nær. Man er usund og dør sikkert i morgen, uagtet at man hele sit liv har været sund og rask, og de sidste 10 år kun har været ved lægen den der ene gang hvor man vågnede op i sengen efter en heftig nytårsaften ved siden af en nøgen mand og intet spor af prævention. Og man kunne være blevet både gravid og have fået HIV, og man vidste ikke helt hvad der var værst.

Men! Skal vi finde os i det? Skal vi godtage at blive kaldt elitære, egoistiske, kodræbende, dovne, usexede, klamme fede egoister, fordi vi spiser en kage? Nej! Og nu er løsningen her, importeret direkte fra den katolske kirke, de verdenskendte mestre i skyld, skam og tilgivelse. 100% middelalderautentisk og Sif-autoriseret. Mine damer og herrer, jeg giver jer:

AFLADSBREV FOR LIVSNYDERE

Med dette afladsbrev i hånden, kan du roligt nyde de gode, fede råvarer, alt imens du blæser højt og flot på at dem der tjener penge på helseprodukter nogen samtidig kalder dig elitær og usolidarisk.

Et afladsbrev er i sagens natur ikke gratis. Sådan er det. Der skal penge på bordet, for at jeg kan blive rig du kan bevare din gode samvittighed og ikke komme i helvede for at spise kage til frokost. Men jeg er fair. Jeg er forstående. Derfor stoler jeg på at du donerer 100 kr til en god sag – De Kernesundes Kageklub f.eks, eller måske Foreningen for Bornholmerhanens Bevarelse – hvis du vælger at downloade dette afladsbrev. Du kan også bare downloade det uden at donere en skid. Du er alligevel moralsk fordærvet – kageæder!

Afladsbrevet er i pocketformat, lige til at have med overalt. Download ved at højreklikke på billedet og vælg gem billede. Jeg aner ikke hvordan man gør på en mac, så bad luck for dig.

Afladsbrev

Print ud, laminer og put det i tasken. Så er det klar, lige til at flå op når de moraliserende toner begynder at flyde gennem luften. Gå med fred, Livsnyder. Fred og Guds velsignelse.

Amen.

Hvis der er noget jeg beundrer, så er det folk, der er dygtige til det de laver. Ikke bare dygtige, men sådan VIRKELIG dygtige. Folk, der får trykket på min indre synes-godt-om-knap (tak Zuckerberg, for dette lille bidrag til den danmarkske sprog).

Det kræver en del, men har man først vundet min gunst, kan man blive genstand for grænseløs beundring. Heldigvis er det mest de materielle genstande, der er resultatet af genistreger på arbejde, og folk, jeg næppe kommer til at møde, der er placeret på de udsatte poster.

Min fascination af Notre Dame kender de fleste. Jeg har gramset så meget på den kirke, at det er et under jeg ikke har fået polititilhold forlængst. Det er noget helt særligt hver gang. Som regel hopper jeg af Metrolinje 4 ved Cité. Jeg ved præcis hvilken vej jeg skal. Tværs over Place Louis Lépine og til venstre.

Sainte-Chapelle

Forbi Palais de Justice de Paris – det er en lille omvej, men den fører forbi Sainte-Chapelle, og hvis køen er kort, så skal jeg også derind. Til venstre igen langs Quai du Marché Neuf, der altid er spændende at gå langs, fordi bilerne holder oppe på fortovet.

Notre Dame... aaah

Og man skal ikke ret langt hen ad gaden, før man kan se det første glimt, halvdelen af det sydlige tårn, en flig af vestfacaden, af Sankt Annas port, og så snart man når enden af gaden (man løber ikke, for det ser unægteligt dumt ud), så ligger hun der, i al sin pragt, kongegalleri og spidsbuer og rosenvinduer og statuer og knapper og brikker og tårne og spir i én stor gotisk pakke.

Og man er glad for at man (igen) brugte hele sin opsparing for at rejse ud i verden og gramse på middelalder. For uanset hvor meget datidens håndværkere end måtte have påstået at de var inspirerede af Gud, så ved vi andre bedre. De var nogle fucking genier, og deres kunstværker gør min sjæl glad og mit sind roligt.

Ja altså lige pånær når jeg sidder hjemme i Danmark. Så klør det i både dankort og bisselæder, og man er nødt til at skrive sentimentale blogposts for at holde det bare lidt ud, mens bloglæserne ruller med øjnene og ønsker at nogen gad klippe mine fingre af så jeg for helvede holder op med at skrive om gotiske kirker.

Men jeg er heldigvis ligeglad. Og denne blogpost har ingen pointe. Egentlig ville jeg have skrevet noget om de mennesker jeg beundrer. Om Michael Flatley, der gravede grøfter for at tjene penge til sin drøm om at blive Dansesmølf #1. Om Oprah, der nok må siges at have brudt den sociale arv. Om Joseph Lambeth, der grundlagde mit levebrød for 100 år siden ved at perfektere kagepyntning til det næsten guddommelige. Men det løb lidt af sporet. Det er 30 grader i min lejlighed og jeg er dehydreret. Hvad er din undskyldning?

Gravhunde kan også lide kage, tilsyneladende

Istedet kan I lige se den her tegning, som er en af flere tegninger jeg så mindeligt bad Hverdagsnadia om at tegne til den kogebog jeg pt arbejder på. Er den ikke sej? Nadia og Stinestregen udgør, efter min sølle mening, creme de la creme i tegnebloggernes verden, og jeg er stolt af at have dem begge med i mine sølle bogskriblerier.

Jeg kan nemlig også godt lide gode tegneseriemagere.

Der har i længere tid hersket en debat om ”den rigtige madblog”. Det første jeg så til den, var et mavesurt indlæg om madbloggere og deres katte. Siden er det gået slag i slag. Madbloggere er useriøse, elitære (kan man være begge dele?), til fals for gaveregn og i det hele taget nogle amatører, der skulle tage at forstå at der findes andet i verden end god mad. Den berømte dråbe, for mit vedkommende, var Mogens Bisgårds klumme i Information, hvor hans veninde tilsyneladende ”brækker sig” over madblogs – for sådan lever ingen jo.

Kære veninde. Hvis du brækker dig over madblogs og madbloggere, der lever anderledes end dig, er jeg bange for at der kun er én kur: Lad være med at læse madblogs.

Det er faktisk ret simpelt.

Madbloggere skylder ikke smagsdommerne at være på nogen bestemt måde. Vi skal ikke være ambassadører for bæredygtig mad, reklamesøjler for Politisk Korrekthed, kattefrie, søgende efter laveste fællesnævner, hvis vi ikke har lyst til det.

Vi skal ikke tilpasse os andres ambitioner om Den Ægte Madblog. Vi skal tage de billeder vi føler for, vi skal blogge om gourmetmad til vi ikke gider mere, uanset hvor snobbet og uægte det tilsyneladende forekommer at være. Vi skal bage cupcakes hvis vi har lyst. Vi skal åbne østers hvis vi har lyst. Vi skal bruge vores tid og penge på delikatesser eller speltmel, præcis som det passer os.

Vi skal ikke snobbe nedad, eller rette ind efter hvad andre mener. Blogs er ikke små kommuniststater, hvor alle skal være lige og kun blogge om ting som alle har råd til, mulighed for at handle, eller lyst til at spise. Blogs er ikke aktivistreder – medmindre de har lyst til at være det.

Vi skal selv bestemme om vi vil bruge vores blog til at udbrede særlige værdier. Nogle blogger økologisk, fordi de elsker økologi. Nogle blogger hverdagsmad, fordi de synes hverdagsmad er det vigtigste. Nogle går voldsomt meget op i at fotografere smuk mad. Nogle jagter oplevelserne. Og det er præcis sådan det skal være.

Vi skal gøre som det passer os. Vi skal ikke ligge under for andres besynderlige trang til at fortælle os hvordan man driver en ”rigtig madblog”. Og vi skal ikke findes os i at blive omtalt nedladende, fordi vi formaster os til at være som vi nu engang er.

Sæt din madblog fri – blog som du har lyst. Det eneste kriterie for en rigtig madblog må og skal være denne simple lille sætning:

En madblogger blogger om mad.

Fuck resten.

Det hænder at folk æder svampe og hallucinerer at det er forsvarligt at spørge mig til råds om noget som helst. Hvilket er lidt af et sats, min generelle tåbelighed taget i betragtning, men jeg er altid glad for at udbrede min tvivlsomme visdom, så hvem er jeg til at sige nej? Så er folk også selv ude om det, altså.

Og det hænder hyppigere og hyppigere at folk vil vide hvordan man skriver en kogebog. Først var jeg ikke helt sikker på hvad man skulle svare på det. ”Kære Lotta-Bella. Du skal bare skrive den. Mvh Sif”. Men så gik det op for mig at det måske alligevel var meget praktisk hvis jeg kunne give lidt råd og tips på den coach-agtige måde, for der er stadig en eller anden aura af mystik omkring forfatterfaget. Og det er jo tåbeligt. At skrive er et håndværk, som så meget andet. Der er ikke nogen hemmelig forfatterklub. Jeg er i alt fald aldrig blevet inviteret. Det kan måske skyldes at jeg ikke er en rigtig forfatter.

Jeg har dog alligevel tilladt mig at skrive lidt gode råd om hvordan du kommer i gang med din bette kogebog. Det er ikke så struktureret, for det er bare sammenkastede tanker. Måske sætter jeg mig ned og skriver en rigtig artikelserie senere. Jeg har mit eget forlag, og har derfor selv udgivet alle mine bøger – jeg ved ikke om man ”skal” gøre tingene på en eller anden bestemt måde når man udgiver på andres forlag. Uanset vil jeg anbefale at du skider højt og flot på den slags. Vær lidt rebelsk. Det er så moderne.

Men altså: at skrive sin egen kogebog er en smuk ting. Hvad enten du er madblogger, amatørkok, hobbykonditor eller faglært, så er en kogebog en slags kulinarisk CV. Se mig. Se hvad JEG kan. Se hvad jeg elsker at spise.

Kogebøger er måske de eneste bøger – udover religiøse skrifter – der aldrig bliver forældede for alvor. Altså medmindre det er sådan noget spis-efter-din-blodtype-pis, men den slags crap falder ikke under kategorien ”kogebog” efter min ydmyge mening. Men rigtige kogebøger er små guldgruber af viden, teknikker, fortidens smagsløg og madkultur. Nogle af dem – f.eks “Le Cuisinier françois” af La Varenne (min helt!) – var endda med til at definere store dele af et helt lands køkken. Selv tusind år gamle kogebøger indeholder lækker mad – for hvis der er noget man har haft til fælles verden over op gennem historien, så er det glæden ved god mad. Det er først i moderne tid at vi er begyndt at synes at margarine, pulverbearnaise og pumpet kylling er acceptabel mad.

Det er her vi finder en kogebogs vigtigste opgave: at formidle madglæde. Det gælder især i disse internettider, hvor gode opskrifter ligger hulter til bulter rundt om på tusindvis af madblogs, hjemmesider, nyhedsmedier og så videre. Gode opskrifter er der masser af. Gode skribenter er straks sværere at finde. Det er her kogebogen har sin berettigelse. En god kogebog er inspirerende, den rykker ved folk, giver dem lyst til at lære nye ting. Den præsenterer teknikker og råvarer på en måde, så man straks får lyst til at lave al maden på én gang. Det er ikke sikkert det lykkes – læsere er jo generelt også bare nogle ukulturelle ignoranter! – men man kan sgu i det mindste prøve. Hvad skulle man ellers skrive for?

Da jeg besluttede mig for at verden skulle lide under min skrivetrang, startede jeg med at skrive opskrifter ned. Hver gang jeg fik en ide, skrev jeg den ned. Jeg gik konstant rundt med en notesblok, hvor jeg kunne skrive ideer. I dag kan man jo bare bruge en af de hersens overvurderede smartphones (sagde damen, der er kronisk limet fast til sin samsung galaxy. Men den er lyserød, så jeg er undskyldt).

Til sidst havde jeg ret mange opskrifter, så jeg begyndte at skrive dem ind i et dokument. Samtidig bagte jeg nærmest i døgndrift og tog 10 kg på. Jeg skrev og skrev, ordnede opskrifterne efter emne, gav dem sære navne og skrev små historier til hver opskrift. Mit mål var at udgive en bog, hvor instrukserne var så klare at enhver idiot kunne forstå dem, så jeg skrev også afsnit om teori og råvarer og grundopskrifter og så videre. Lige pludselig en dag var den færdig. Og det er jo sådan set den eneste måde at lave en kogebog: At sætte sig ned og skrive. Det er lidt som om folk glemmer den del, når de står der og forsøger at planlægge sig langt ned i helvede.

Lad være med det. SKRIV! For satan.

Men alligevel et par gode råd:

- Giv hver enkelt opskrift sin egen fil. Der er ikke noget værre end at forsøge at sidde og redigere et kæmpe dokument, der loader som en robåd uden årer når det er vindstille. Vent med at lægge filerne sammen til al teksten er på plads. Snak med trykkeriet om hvilken opsætning der er smartest. Start med en helt almindelig word-fil.

- Giv dig tid!

- Skal der billeder i bogen, og vil du tage dem selv, så sørg for noget ordentligt udstyr. Det behøver ikke være dyrt eller fancy at lave et hjemmestudie. Sørg for at studiet har en fast plads. Mit står på et 75×75 cm hvidt bord fra IKEA.

- … og køb et ordentligt kamera med et par ordentlige objektiver! Du kan ikke fotografere en kogebog med en iPhone. Mit favorit objektiv til studiefotos af mad, er et Nikon AF-S 50 f/1.4G. Canon har tilsvarende.

- Lav research. Både til bogens opbygning og til eventuelle billeder. Find billeder du kan lide og læg mærke til hvad der gør dem gode. Vinkel, farver, madens placering, service, farver… hvad kan du selv lide? Skriv din egen drømmekogebog! Der findes masser af bøger om madfotografering og plating (dvs styling af mad, der rent faktisk skal spises).

- Tag billederne undervejs. At stå til sidst og skulle knipse 200 billeder indebærer sjovt nok også at lave alle 200 opskrifter én gang til, og mand hvor det koster tid og penge. Og nerver.

- Gem for guds skyld bon’erne når du køber ind til kogebogen. Udgifterne kan som regel trækkes fra i skat. At lave en kogebog er så dyrt og giver så lidt indtjening at det ville være direkte åndssvagt at glemme det (gæt selv hvem der glemte det konstant). Husk at det kun kan gøres hvis det er rimelige udgifter og bogen sættes til salg. Ellers er det hobby og det kan man naturligvis ikke trække fra. Kontakt dit skattecenter hvis du er i tvivl!

- Allier dig med en god korrekturlæser. Jeg har været så svineheldig at et par af verdens sødeste veninder har gidet læse mine bøger igennem, og måske har du en pensioneret dansklæreronkel eller noget?

- Lad være med at være for pæn og poleret. Bøger må godt have personlighed. Basta.

Udgivelsen kan jeg ikke hjælpe med. Jeg har aldrig sendt noget ind til et forlag, men proceduren virker simpel nok: Send et udkast ind til en masse forlag og vent på at afslagene strømmer ind. Har du en god madblog, kan det være noget nemmere. Vil du have 100% kontrol over produktet, kan jeg anbefale at trykke bogen selv. Det kræver meget arbejde, en del viden om det rent tekniske (filformater og så videre) og man kommer selvfølgelig ikke så nemt ud til mange læsere. I alt fald ikke i starten. Men det er fedt, og jeg elsker det. Bor du i Århus Kommune, kan du få trykt små bøger på HUSET. Min mor arbejder der, så derfor er alle mine bøger naturligvis trykt der.

Forvent ikke at tjene ret mange penge på det de første par år. Er du god, skal det nok komme, men en bog skal skrives fordi du simpelthen ikke kan lade være. Ellers bliver den uautentisk. Uden sjæl. Ligesom meget af det kogebogslort, der står på boghandlernes hylder, med en storsmilende berømthed på forsiden, og en ghostwriter på lønningslisten. At skrive et et utaknemmeligt fag. Men det kan jo heldigvis sagtens kombineres med andre jobs, så du ikke er henvist til at leve af pasta i et iskoldt tagværelse mens du skriver dit Episke Værk.

God fornøjelse! Og husk at mine ord ikke er lov, selvom de jo ret basalt burde være det. Tag det du kan bruge, skyl resten ud i lokummet, og send mig en mail når din kogebog udkommer. Jeg vil nemlig gerne læse den.

Jeg skal ellers love for at der var run på pladserne til konditorsøndagen. Jeg får stadig mails fra folk, og jeg ville så pissemegetgerne have plads til jer alle. Jeg lover at holde flere konditorsøndage snart.

Indtil da kan I kigge på dette tomme fad og ærgre jer.