Ny blog

Posted By on April 21, 2013

Min nye blog er mere eller mindre færdig, I kan finde den her: sifoladen.dk

Der mangler stadig nogle finjusteringer, men det kommer hen ad vejen. Det bliver fortrinsvis en rejse/historie blog, men jeg skal ikke afvise lejlighedsvise kageopskrifter eller opskrifter fra lande jeg har besøgt.

I morgen tager jeg til Wien (Kage! Kirker! Kunst!), og som sædvanlig vil jeg blogge derfra – nu foregår det bare på den nye blog. Der ligger allerede tre indlæg om Roskilde Domkirke, fordi jeg ved at I alle sætter stor pris på at høre mig savle over gotiske spidsbuer og baroksarkofager. Det var så lidt.

Jeg har taget alle jeres gode forslag til mig, og er endt op med en løsning. Konditorsøndag vil fremover blive annonceret på min nye blog. Denne blog lukker, men bliver ikke slettet så længe jeg gider betale for domænet. Dvs den i alt fald er oppe til september, og sikkert også længere.

Tak for velvillig deltagelse og opbakning og læsning på Anarkistens (ægte) Kogebog. Jeg håber I vil læse med det nye sted. Hvis ikke, bliver det i alt fald nemt at få plads på de kommende konditorsøndage!

Vi ses.

Om konditorsøndage

Posted By on March 11, 2013

Jeg tror efterhånden vi må indse at Anarkistens ægte Kogebog ligesom har udspillet sin rolle. Ikke at jeg vil lukke den sådan helt og officielt, for det er ikke til at sige om jeg pludselig får lyst til at madblogge igen på et tidspunkt.

Lysten til at skrive er ikke på nogen måde blevet formindsket. Jeg vil gerne skrive, om mine rejser og om historie og alle mine geniale tanker. Bloggen her er alt for sat til at kunne skifte kurs. Derfor vil jeg ikke engang prøve. Alene navnet. Augh. Det navn. Folk tror jeg har blåt hår.

Der er kun ét problem: Konditorsøndag. Dem vil jeg stadig gerne holde, og de plejer jo at blive annonceret på bloggen her. Og så er det jeg godt kunne bruge lidt input, hvis der altså er nogen læsere tilbage overhovedet. Nogen, der har en genial ide til hvordan jeg holder dem i live? Jeg kunne annoncere dem på min nye blog, når jeg engang får den startet. Så kan det måske endda være at de få læsere der er, kan få en plads. Eller jeg kan annoncere det herinde, men hvem læser en død blog for at se om der er nye datoer?

Det er ikke nemt. Hjælp mig!

Tiramisulagkage

Posted By on January 25, 2013

Tiramisulagkage

Le Nam nam!

Forleden var jeg i Roskilde Domkirke. På vejen derned kunne jeg mærke de velkendte sommerfugle i maven. Jeg skulle besøge en gotisk katedral, og jeg var psyched. Det her føltes rigtigt. Det var sådan verden skulle være – mig, gotiske katedraler og en fototaske.

Af og til er det sådan noget, der skal til, for at man lige husker hvad det egentlig er man brænder for. Jeg har forsømt den side det sidste års tid, dømt den upraktisk, og er det ikke eventyr nok at flytte til Nordsjælland? Og jeg har da booket en ferie i Wien til april, og så måtte det vel være fint. Men det var ikke fint. Af og til må man huske på hvad man bliver lykkelig af, også selvom man skulle være så upraktisk anlagt at lykken som regel kræver en større indsats og en billet til fly eller tog.

Heldigvis er der også en anden ting, der kan få verden til at vende rigtigt, og det er køkkennørderi. Det har jeg også været slem til at forsømme. Mest for ikke at vokse ud af min yndlingskjole. Men idag har jeg fødselsdag (32 år og voksen!), og så var der al mulig grund til at gå i køkkenet og nørde på nogle lagkager. Og nørdet blev der. Jeg lavede en hindbærlagkage med chokoladebunde og hindbærskum. Og så lavede jeg en tiramisulagkage. Tiramisu er et fantastisk koncept, der alt for tit går i vasken, når jeg står i supermarkedet og får akut hjertestop over prisen på en pakke mascarpone. 28 kr!! Er der guld i de bøtter? Men igår lukkede jeg øjnene og hældte mascarpone i kurven. Heldigvis ramte jeg.

Kagen er svøbt i et fint bånd af marmoreret joconde. Jeg fik ideen da jeg rørte dej til lagkagebundene. Når man rører kakao i æggesnapsen, bliver det så fint og marmoreret. Så jeg lavede simpelthen en jocondedej, delte den i to og rørte kakaopulver i den ene portion. Så marmorerede jeg det på bagepladen og vupti. Jeg brugte dog forsiden, og ikke bagsiden, som man normalt gør, når man laver mønstret joconde.

På toppen er der flødeskum og små vandbakkelser dyppet i karamel. Åh det er lækkerhed. Jeg glæder mig til at æde den. Måske kan jeg nå det inden kæresten kommer fra arbejde…

Tiramisulagkage

Nærbillede af karameldyppet vandbakkelse i chantilly

Chokoladebunde, 3 stk:
4 store æg
165 gram sukker
120 gram hvedemel
30 gram kakaopulver

1. Varm ovnen op til 190 grader. Sørg for at ovnen er varm før du går igang med at piske dejen. Mange ovne lyver som små svin, og er ikke helt varme nok, selvom indikatoren påstår det.
2. Pisk æggene – der har stuetemperatur – og sukker til en tyk, hvid mousse. Det tager nogle minutter. Sporene efter piskeriset skal være synlige i adskillige sekunder, så er de pisket nok.
3. Sigt mel og kakao sammen. Del portionen i 3.
4. Vend melet i dejen, forsigtigt! en portion ad gangen. Brug en stor, flad grydeske eller en hulske (bedst).
5. Hæld straks dejen i bageformen og bag midt i ovnen. Kagen er færdig når den føles let fast ved et tryk på toppen. Vend kagen ud af formen og lad den køle helt af før den flækkes i 3 bunde en en lang brødkniv.

Mascarponefyld:
750 gram mascarpone (3 bøtter)
150 gram sukker
Korn fra 2 stænger vanilje
6 pasteuriserede æggeblommer
6 ditto æggehvider

Pisk æggeblommer, vaniljekorn og sukker til det er mega tykt og hvidt. Det tager ca. ligeså lang tid som at piske æg til lagkagebundene. Jeg håber for dine armes skyld at du har en røremaskine. I en seperat skål røres mascarponen blød. Plop den i æggesnapsen og piske grundigt til en ensartet masse. Pisk æggehviderne stive og vend dem i. Tag en grundig smagsprøve.

Samling af lagkagen:
Kaffe med sprut eller marsala
Kakaopulver

Du skal bruge noget til at væde bundene med. Det helt autentiske er marsalavin, hvilket smager skidegodt og er meget middelalderagtigt. Men jeg bruger altid stærk kaffe rørt op med kahlua eller armagnac eller amaretto. Du kan også bare bruge kaffe. Uanset hvad, skal du have omkring 2-3 dl af det. Enten i en skål med en ske, eller i en plastflaske med tud. Det sidste er absolut lettest.

Snup en lagkagebund og læg den på et fad. Hvis du har en ring at samle den i, så læg den om bunden nu. Ellers lader du bare være, cremen er tyk nok til ringfri lagkagesamling. Det bliver så en noget mere rustik finish end på billedet. Du kan også bruge ringen fra en springform.

Væd bunden grundigt med kaffen. Den skal være gennemvædet. I normal tiramisu dypper man ladyfingers i kaffen – så våde skal bundene være. Bred halvdelen af den lækre creme ud på bunden og drys med kakaopulver. Læg en bund på og giv den et grundigt kaffebad også. Bred resten af cremen på. Drys med kakaopulver. Læg sidste bund på og giv den et brusebad i kaffe. Sæt kagen på køl natten over.

Lige inden servering drysses kagen med kakaopulver. Lad den stå og temperere en 20 minutters tid, så den ikke er iskold fra køleskabet. Det gør underværker.

Tre… to… en… hvor er champagnen?

Posted By on January 2, 2013

Alle, der overlevede nytårsaften rækker hånden op.

Så mange alligevel? I sandhed et opløftende syn. Selv overlevede jeg med nød og næppe. Det lyder måske dramatisk, men det er det også. 10 dage før jul drog jeg til Århus for at besøge min mor, købe et par julegaver, møde vennerne og æde lidt carpaccio på bistroen. Jeg kom hjem (fra Århus, ikke bistroen) med et stykke af den berygtede influenzaepidemi – en uge før juleaften. Det i sig selv er galt nok. Man kan jo dø af det skidt, hvis man er i risikogruppen. Det er jeg ikke. Jeg døde heller ikke (tydeligvis), til gengæld mistede jeg appetitten, og det lige op til jul. Selv den varme the, jeg normalt kyler ned i litervis på daglig basis, var henvist til skammekrogen. Æblejuice blev konsumeret i rigelige mængder. Æblejuice og ost og små salte kiks formet som fisk. Det er vigtigt at spise fisk, også når man er syg. Jeg kan dog berolige med at det lykkedes mig at klemme adskillige liter brun sovs ned på selve juleaften.

Efter jul drog vi atter til Århus for at besøge min mor og shoppe og spise mere carpaccio (kommer du for lidt på din yndlingsrestaurant? Så flyt 400 km væk. Man klemmer helt automatisk et visit ind i hver eneste hjembys-besøg, for hvem ved hvornår man ellers får chancen?).
Jeg købte ikke noget. Kun en masse strømpebukser, der blev købt et par numre for store. Så er der nemlig plads til at man kan æde igennem i dem. Så pyt med at der kommer lidt ål i anklerne, fordi de også er fyrre kilometer for lange. At være kortbenet er min skæbne. Fandt også en bog, der hedder “Gudsfrygt, bøn og omvendelse – Billedsproget i københavnske alterpartier fra 1700-tallet”. “Høhø det er sgu da hvad man kalder et smalt emne. Man skal godtnok være sær for at købe sådan noget,” sagde jeg til kæresten.

Bagefter gik jeg op og købte den. Den er skidespændende. Hvis I vidste hvor mange gange Vor Frues kirketårn er drattet sammen, så ville I aldrig sætte jeres ben på Frue Plads igen.

Nytårsaften var fantastisk og dejligt rolig. Jeg havde ikke just energi til at danse på bordene, og der var sådanset heller ikke plads, efter vi havde pyntet det noget så eftertrykkeligt med serpentiner og konfetti. Det var lige alt det at vi kunne sætte mad på bordet. Vi fik kæmpestore amerikanske rib eye steaks (købt i Inco med livet som indsats) med hasselback kartofler, som jeg møjsommeligt havde skåret i fine tynde skiver, helt uden at skære fingrene af. Der var også blomkålssalat som Paul Cunningham laver den, med smørstegt blomkål og cashewnødder, og der var bearnaise og rødvinssauce til at drukne maden i.

Desserten er jeg særlig stolt af. Jeg havde valgt den klassiske chokoladekage-is-frugt-kombination. Den man altid får. Den, der er så uendeligt røvsyg, når den udføres med kedelig kage, bagt på kedelig chokolade, toppet med intetsigende købeis og “eksotiske frugter”, der overhovedet ikke er i sæson og smager af sur mås. Sådan var min dessert naturligvis ikke konstrueret. Jeg bagte en tyk og fed chokoladekage på Valrhonas “Alpaco”, der er god og jordagtig og let bitter, helt uden at smage af sure sokker (eller, som det hedder på chokoladesprog, “røde frugter”. Røde frugter min bare røv).

Isen var en ferskenis, der i al sin enkelhed bestod af 2 dele sødet ferskenpure og 1 del piskefløde, kørt sønder og sammen på ismaskinen til den artede sig og blev blød og cremet. Fersknerne fremdrog jeg af fryseren. De ankom i sommers i Årstidernes stenfrugtkasse. Egentlig boycutter jeg Årstiderne, efter en smuk oplevelse, hvor deres kundeservice virkelig strålede. Min kasse var aldrig kommet frem, og da jeg kontaktede kundeservice og hørte om der måske var noget med ferieaflysning (det var påskeugen) fik jeg et sjældent flabet svar, der mere end antydede at jeg sikkert bare påstod at kassen ikke var nået frem, så jeg kunne få den gratis, vedlagt en trussel om at stoppe mine leveringer. Nu skulle jeg flytte samme uge, så det kunne jeg sådanset være ligeglad med, men ingen skal beskylde mig for at fuske, især ikke når det er første gang jeg overhovedet har klaget over noget. Jeg sendte et velformuleret svar og fik kassen refunderet. De fik et par chancer mere i Hørsholm, men efter jeg fik leveret 2 kg grønne jordbær, besluttede jeg mig for, at nok er jeg jyde, men jeg er ikke idiot. Siden har jeg ikke benyttet mig af deres service. Måske skifter jeg mening når der atter er ferskenkasse at få.

Isen blev i alt fald pissegod. Vi hældte hindbærcoulis ovenpå. Desværre har jeg ingen billeder af vidunderet, for vi åd resten af isen igår, og således er mindet i vore hjerter, det eneste bevis på mine guddommelige evner. Mindet om kølig, silkeblød is, saftig chokoladekage og syrlig hindbærcoulis vil følge mig som et gyldent lys i den kolde mørke vinter.

Amen. Og godt nytår.

Julefryd og snotguirlander

Posted By on December 20, 2012

 

 

 

Indrøm at I også har prøvet det!

Julen er hjerternes tid…

Posted By on December 4, 2012

Peberkagejulehjerte med glasur

… så værsgo at tage en bid.

Årh hvad, det rimede. Se mine guides til peberkagepyntning her og her, så kan du også lave snazzy peberkager og æde dem uden at dele.

Kløben – juleboller med kandiseret frugt

Posted By on December 3, 2012

Fine farver!

Kløben er egentlig lidt farligt at blogge om. For det er en egnsret. Man bager kløben i Sønderjylland, og min opskrift er med garanti at betragte som helligbrøde. Ikke mindst fordi der er cocktailbær i. Jeg elsker cocktailbær. Især de grønne. Og sukat er der også i. Jeg elsker sukat. Det har jeg ikke altid gjort. Faktisk er det noget ret nyt og et rent tilfælde at jeg opdagede hvor vidunderlig en opfindelse det er. Da jeg var barn, var sukat sådan noget man puttede i kringle, med en smør/sukker remonce. Og det har jeg ved gud aldrig brudt mig om. Før nu. Måske er jeg alligevel ved at blive lidt voksen.

Det har selvklart åbnet helt nye døre. Heriblandt den dør, der fører til de fine, juvelspækkede juleboller, kaldet kløben. De opskrifter jeg har fundet, er en smuuule anderledes end min. De bruger både tørret og kandiseret naturfarvet frugt – rosiner og den slags. Ikke noget med afblegede kirsebær, der er farvet grønne. Men jeg kan bedst lide dem med sukat og cocktailbær. Og måske en klat mandelmasse i midten. Mmmm. Bare en teskefuld blød kransekagedej når bollerne formes. Men essensen af kløben er sødt og fedt bagværk med frugt i. Og det kan jeg da trods alt bryste mig af at have lavet.

Jeg synes også du skal prøve. Du kan bruge det frugt du lyster – bare sørg for at det er ca. samme mængde. Hvis du har tænkt dig at bage dem og dernæst invitere mig på kaffe og kløben, så bag dobbelt portion. Jeg er skamløs i min grådighed, når disse boller er på programmet.

Åh julefryd

Kløben
ca 10 stk

2,5 dl mælk
25 g gær
50 gram smør
40 gram sukker
1 tsk groft salt
1 tsk stødt kardemomme
Evt kornene af en stang vanilje
300 gram mel
100 g blandede cocktailbær, hakket groft
50 g sukat i små tern
Æg til pensling

Lun mælken og smid sukker og kardemomme i. Bræk gæren i mindre stykker og kyl den i også. Lad stå og boble et kvarters tid. Rør rundt. Tilsæt salt og blødt smør og halvdelen af melet. Rør rundt. Tilsæt cocktailbær og sukat. Tilsæt resten af melet og rør kraftigt rundt til en meget tyk, men stadig klistret og let flydende dej. Dæk den til og sæt den i køleskabet til næste dag.

Næste dag tages dejen ud og formes til boller, der lægges på bagepapir på en bageplade. Dejen er en anelse fedtet at stå med, men så længe den er kold, burde den være nem nok at forme til boller. Dæk til og lad efterhæve en time. Pensl bollerne med sammenpisket æg. Bag 20 minutter ved 200 grader. Spis samme dag, flækket og smurt med smør. Nam!

Tre ting, den moderne jul har til fælles med middelalderjul

Posted By on December 2, 2012

Ædegilde! Den eneste faste regel for julemaden.

I middelalderen var advent lig med faste. Det betød ingen kød, æg eller mælk i hele den lange december. Kun fisk og brød og tørret frugt og grønt. Derfor blev det anset for nærigt at servere fisk i juledagene. Og man skal stadig være en helt særlig slags æv for at servere kogt torsk til de brunede kartofler.

Julegaver fik man også, omend på en noget anden måde: var man fæstebonde, fik man gaver af herremanden. Man fik mad, øl og brænde nok til alle juledagene. En slags forløber for firmagaven.

Og noget mere brugbar end Herstal lysestager.

Boston Cream Doughnuts, et sikkert middel mod dårlig julesamvittighed

Posted By on December 1, 2012

boston cream doughnuts

Savl med julesavl på

Skulle man på noget tidspunkt finde sig selv værende uden en kalender – hvis man f.eks taber sin mobil i toilettet og hælder kaffe i computeren samtidig med at man smadrer TV’et – skal man ej fortvivle. Man skal ej tænke “åh ve åh klage, hvorledes skal jeg nu holde styr på kalenderdagene, at jeg kan være på bedste vis forberedt til at give den max julegas den første december?”. Thi der er metoder. Stensikre metoder. Det kræver at man har en gågade med en masse butikker, facere og et par supermarkeder. Er man heldig ender denne gågade i et lille center, hvilket helt tilfældigvis er tilfældet i Hørsholm, selvom jeg sværger højt og uhelligt på at denne blogpost ingenlunde er inspireret heraf. På nogen måde.

På denne gågade skal man dagligt vandre en tur om formiddagen. Nyde freden. Klappe en sød lille hund, men kun hvis ejeren har lovet at den sleeeet slet ikke gør noget, så du kan være forvisset om at de skarpe tænder i din hånd på ingen måde er ondt ment, det har den ALDRIG gjort før (bortset fra i går og i sidste uge og ugen før det) og nu må du da forstå at hunde også skal være her. Købe et middel mod hundegalskab i helsekosten. Nyde buketterne i vinduet hos blomsterbinderen. Ånde luften i fulde drag og synge gud en sang for den lyse dag selvom det pisser ned.

Og så pludselig en dag vil gågaden være proppet til bristepunktet klokken 11 om formiddagen. Du vil blive jagtet op og ned ad gaden af Julevelgørenhed, der tydeligvis har besluttet at moderat psykisk pres er vejen frem. Målet helliger midlet, og børnene i Afrika skal have en ged under træet. Med sløjfe på. Og den sløjfe skal du død og pine betale, dit priviligerede svin. Foran butikkerne er der opfordringer til støtte julehjem og julemærker og fattiges jul. Frelsens Hær og Røde Kors og Kirkens Korshær, disse hellige korsfarere, deres ord brænder sig ind i dit sind. Put penge i her. Skriv under her. Køb denne plastikdims og red verden. Og du flygter, væk fra velgørenhedsridderne, ind i supermarkedet, men det hjælper ikke, for der er proppet med mennesker og slåskamp om snapsen og silden og Unicef står ved kasselinjen, klar til at støvsuge småpengene ud af dine dybe lommer. Og til sidst får du nok og brøler af en stakkels facer “HVIS DU IKKE HOLDER OP MED AT PLAGE SÅ KOMMER DU I SENG UDEN AFTENSMAD!” og så går du hjem og laver en stor gryde gløgg og bestiller alle juleindkøb over nettet.

Og så, min ven, ved du at det er 1. december.

Der er kun én kur: Hjemmebag. Eller måske snarere hjemmekog, eftersom alle tre elementer af Boston Cream Doughnuts laves i en gryde. Selv dejen kan røres i en gryde, omend jeg vil anbefale en skål.
Boston Cream Doughnuts er doughnuts med fyld af vaniljecreme og overtræk af chokoladeglasur. En slags virkelig sexet fastelavnsbolle. Dejen er temmelig blød og klistret, det giver de mest saftige og luftige doughnuts, så man skal helst starte dagen før. De skal nemlig koldhæve, så de er til at håndtere når man ruller dejen ud. Vaniljen i dejen giver en fantastisk cremet smag, noget jeg bruger flittigt når jeg laver sød gærdej og ikke gider kardemomme (som jeg også bruger flittigt). Vaniljecremen kan laves samtidig med dejen, den skal alligevel være helt kold før man putter den i.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke at jeg koger i palmin, istedet for det sædvanlige svinefedt. Det er ikke med min gode vilje, men simpelthen fordi der er sket et eller andet med det svinefedt, man kan købe i supermarkedet. Hvor det før gav en liflig duft af flæsk når det blev varmet op, udgyder det nu istedet harske dunster af ammoniak og orne. Jeg ved ikke hvad i alverden de har gjort ved det inde på fabrikken, men en ting er sikkert: Jeg køber det ikke mere. To gange har jeg prøvet, og to gange er jeg blevet røget ud af mit eget køkken. Bvadr.

Og nu hvor ordene “ammoniak” og “orne” ganske givet har fået dine tænder til at løbe i vand, vil jeg hermed give dig opskriften på Boston Cream Doughnuts. Velbekoms!

boston cream doughnuts

Mmmm nam nam

Boston Cream Doughnuts
12 stk


Doughnuts:

2,5 dl mælk (skummetmælk og minimælk er ikke mælk)
0,5 dl sukker
Korn fra 1 stang vanilje
25 gram gær (eller 21 gram hvis du bruger øko – en halv pakke)
75 g blødt smør
1 tsk groft salt
300 gram hvedemel

Lun mælken til din pegefinger kan tage et behageligt varmt bad heri. Hæld den i en skål. Put sukker og vaniljekorn og gær i. Lad det stå et kvarter og soppe. Put smør i, og salt. Tilsæt melet lidt ad gangen, rør kraftigt rundt med en stor grydeske. Har du køkkenmaskine, kan du røre den deri. Det gør jeg. Når alt melet er hældt i, skulle du gerne have en klistret dej, der dog alligevel kan holde faconen sådan nogenlunde. Dæk dejen til med plastwrap og smid den i køleskabet. Du kan også bruge et fugtigt viskestykke, det vigtige er bare at dejen ikke tørrer ud, hvilket den ellers nemt kan gøre i køleskabet.
Lad den stå og boble til næste dag – helst ikke mere end et døgn, så kan den få ideer om at overgære og det gør ikke ligefrem underværker for smagen.

Tag så dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til omtrent en halv centimeters tykkelse. Endelig ikke tyndere! Jeg lavede engang doughnuts, hvor jeg rullede dejen tyndt ud, og så hævede de små svin som balloner nede i olien og endte med at blive fuldstændig hule. Og det er jo ikke lige det, vi er ude efter her. Så en halv centimeter.

Snup en småkageudstikker eller et glas (5-6 cm i diameter) og stik doughnuts ud. Drys et stykke bagepapir let med mel (så den bløde dej ikke hænger fast når den bliver varm, taler af bitter erfaring) og læg dejskiverne til hævning herpå. Dæk med plastwrap eller viskestykke. Lad dem hæve en times tid.

Når de små kræ skal koges, snupper du en bageplade eller et stort fad og lægger bagepapir på. Det dækker du med et par lag køkkenrulle. Her skal de nykogte doughnuts ligge og køle af. Så smelter du 2 pakker palmin i en 3 liters gryde. Varm palminen op til 180 grader og lad gryden stå ved jævn varme. Læg to doughnuts i den varme olie. Vend dem forholdsvis hurtigt, de skal ikke begynde at tage farve på undersiden. Ved at vende dem hurtigt (brug en gaffel), sikrer du at de de hæver nogenlunde jævnt op på begge sider. Kog dem til de er lysebrune på undersiden og vend dem så, og lad dem blive lysebrune på den anden side. Tag dem op og læg dem på køkkenrullen. Gentag. Det tager ikke mere end et par minutter at koge en doughnut. Lad de små fede basser køle helt af.

Bliver kræene meget hurtigt meget mørke, er olien for varm. Skru lidt ned for varmen. I det hele taget er det en god ide at have et sukkertermometer ved hånden og tjekke temperaturen løbende. For lav temperatur giver fedtede doughnuts. Af samme årsag er det en god ide kun at koge to eller tre styks ad gangen.

Når doughnutserne er helt kølet af, skal de fyldes og overtrækkes. Brug en sprøjtepose med en aflang tyl – de kan fås i diverse billige plastudgaver hos isenkræmmeren, hvis man ikke er så heldig at bo i nærheden af en specialbutik med køkkenudstyr. Fyld vaniljecremen i sprøjteposen og tjek på en ske hvor meget du skal trykke for at få en passende mængde creme ud. Det er rart at vide, for man kan ikke se det når man fylder doughnutsne jo. Har du ingen aflang tylle, kan du prikke hul i siden på bassen med en strikkepind og mose en sprøjtepose monteret med en almindelig stjernetyl ind. Fyld de fede basser med cremen og smør chokoladeglasuren på. Spises straks. Bøvs.

Vaniljecreme:
2,5 dl sødmælk
3 æggeblommer
60 gram sukker
1 stang vanilje
15 gram mel

Læg æggeblommer, vaniljekorn, sukker og mel i en lille gryde og tæv det grundigt med et piskeris. Det skal ikke piskes skummende eller noget, bare være ensartet og frit for klumper. Hæld en lille smule af mælken i og rør rundt. Hæld så lidt mere i og rør rundt igen. Gentag til al mælken er rørt i. Ved at røre mælken i på den her måde, sikrer du at æggemassen er rørt helt ud i mælken.

Smæk gryden på jævn varme og varm op under konstant omrøring. Når det begynder at boble og syde skal det bare lige have et minut eller to, stadig under omrøring, og så er det færdigt. Hæld det gennem en sigte ned i en skål, for at fjerne eventuelle melklumper og koagulerede stykker æg. Lad det køle af til stuetemperatur, og sæt det så i køleskabet for at blive helt koldt.

Chokoladeglasur:

(tyvstjålet fra Jørgen Søgaard Jensens fantastisk fine bog “Kager og konfekt fra Kransekagehuset)

40 gram fløde
40 gram flormelis
60 gram mørk chokolade

Fløde og flormelis puttes i en bette gryde og bringes i kog under omrøring. Så snart det koger, tages gryden af varmen og chokoladen røres i. Rør rundt til chokoladen er smeltet, og du står med en tyk og dejlig glasur. Den skal bruges mens den er nylavet og lun.

De små synger

Posted By on November 28, 2012